Nu har garvede og kyndige hænder meldt sig ind i kampen om at få Burger Shack tilbage i topform. Således bliver vores elskede burgerkæde opkøbt af DiningSix, der bl.a. står bag de populære restaurantkoncepter KöD, Basso, Klokken og Keyser Social, ser stort potentiale i projektet.
Siden vores åbning i 2016 har Burger Shack stormet frem på den danske take away-scene med 13 restauranter fordelt over hele landet. Det har været en rejse med både op- og nedture. Særligt har vi været et hyppigt samtaleemne i medierne de seneste år. Først for at nå burgerstjernene på rekordtid og vinde ”Danmarks Bedste Burger”, næst for at dele opskriften på selv samme prisvindende burger med hele den danske befolkning – sidst for omfattende fødevarekritik.
Men nu går Burger Shack mod nye og lysere tider. Det sker sammen med restauratørerne bag DiningSix, der udtænker, udvikler og driver en lang række anerkendte restauranter. Sammen tager vi kampen op på den sprudlende take away-scene og målet er helt klart: Burger Shack skal tilbage i topform!
Det er første gang i DiningSix’s 10 år lange historie, at virksomheden køber et etableret restaurantkoncept frem for at starte det op fra bunden.
”Vi har længe kigget mod high-end fastfood-segmentet, og dette er en gylden mulighed for at bygge videre på et stærkt koncept frem for at skulle starte fra nul. Vi kommer til at holde fast i konceptet og de dyder, der har gjort Burger Shack til ét af landets mest populære burgerjoints, men vi kommer til at drive det efter vores model, hvor der er helt styr på alle processer,” siger Morten Pedersen.
Der ligger uden tvivl en stor opgave i at genskabe en positiv opfattelse af Burger Shack. Det vil vi gøre ved, at vise gæsterne, at de igen er i de tryggeste hænder.
”Vi vil helst bruge tiden på at kigge fremad frem for at dvæle ved fortiden. Hos os er det en selvfølge, at kvaliteten og processerne altid er i orden. Det har vi 10 års erfaring og succes med i vores andre restauranter,” siger den nye medejer, der er gået ind i projektet med DiningSix, to investorer udefra og burgerkædens nye administrerende direktør Christian Juul Tønnesen. Handlens værdi holder de nye ejere tæt til kroppen, men fortæller, at der er tale om et større millionbeløb.
Morten Pedersen har stor tillid til, at den nye ejerkreds i Burger Shack tilsammen har de fornødne forudsætninger for og kompetencemæssige ressourcer til at sikre genåbningen og rebrandingen af Burger Shack
”Vi har selvfølgelig en stor opgave i at vise gæsterne, at Burger Shack er ”tilbage” i topform. Vejen dertil vil tage afsæt i meget af det gode arbejde, der allerede er udført i Burger Shack, og så skal dyderne kvalitet, service og ærlighed implementeres på lige fod med vores andre restaurantkoncepter,” siger Morten Pedersen.
På trods af en presset restaurantscene med nedlukning og restriktioner, så har vi store forventninger til fremtiden. Først skal der dog skabes ro og stabilitet i alle grene og dele af virksomheden.
”Det er selvfølgelig afgørende for os, at vi kan skabe omsætning og drive en aktiv forretning med det samme. Med det sagt bliver 2021 et stabiliseringsår, hvor vi skal lære forretningen og vores nye samarbejdspartnere at kende samtidig med, at vi leverer gode gæsteoplevelser på stribe,” siger Morten Pedersen.
På sigt og sammen med DiningSix ser vi store muligheder for at ekspandere og give endnu flere muligheden for at sætte tænderne i vores saftige burgere.
”Vi har ambitioner om, at Burger Shack skal vokse i Danmark såvel som resten af Norden. Særligt har vi store forventninger til Norge, hvor vi allerede har en KöD-restaurant samt en Basso-restaurant på vej,” siger Morten Pedersen.
Fredens Torv 1, 2. sal
8000 Aarhus C
Denmark
CVR.: 42063991
Email: burger@burgershack.dk
Tlf.: 69169444